Jeg støder i klinikken ofte på kvinder og mænd, der lever med smerter i underlivet, som skyldes muskelspændinger, nøjagtigt som man kender det fra spændingshovedpine. Smerterne forværres ofte ved stress. For nogle så kommer og går smerterne i perioder, og for andre så er de der dagligt, til stor gene i hverdagen.

Hvis du dagligt lever med smerter, kan det være medvirkende til en nedadgående ond spiral, hvor stress, depression, dårlig nattesøvn og dertilhørende kort lunde kan blive en del af hverdagen. Det handler derfor om at gøre noget ved problemet, og få startet den gode cirkel. Jeg har her sammenfattet gode råd til dig der oplever smerter i bækken eller underliv.

Hvad du kan og bør gøre:

  • Kontakt egen læge med henblik på undersøgelse, for at få afkræftet evt. sygdomme i underlivet. Måske skal du til yderligere undersøgelser hos en gynækolog eller urolog. Bare frygten for at der kan være noget sygdom, kan være en stor faktor for at vedligeholde den onde cirkel. Hvis du får afkræftet alle ideer om sygdom, og får konstateret at det ”bare” er muskelspændinger, så er du allerede godt på vej til færre smerter. LANGT de fleste, der henvender sig hos lægen med underlivssmerter, har muskelspændinger.
  • Når du har fået bekræftet, at dine smerter stammer fra muskelspændinger, så skal du lære, hvordan du kan arbejde med at nedbringe spændingen i dine overspændte bækkenbundsmuskler. Jeg foreslår, at du kontakter en specialuddannet fysioterapeut, som kan hjælpe dig godt i gang med øvelser, og øge din viden og kropsbevidsthed omkring bækkenbunden.
  • Nogle af de ting du kan gøre selv, er at arbejde med dit stressniveau. Bliv opmærksom på om du har en hverdag der er ALT for tæt pakket, og begynd at prioriter. Overvej om du kunne have gavn af at lære yoga og mindfullness at kende. Det er stille motionsformer hvor der ligger videnskabeligt bevis for, at det nedsætter stress og hjælper mennesker med kroniske smerter.
  • Sidst men ikke mindst, så hjælper det ikke at være fuldstændig stillesiddende. Du skal ud at røre dig, gå en tur, tag trappen eller andet som kan give dig varmen, og øge blodcirkulationen i musklerne. Sex er jo også en måde, at skabe en god blodgennemstrømning i musklerne, så hvis ikke det giver voldsomme smerter at have samleje, men bare lidt ”træningsømhed”, er det faktisk en god ting, som også vil bidrage til den gode cirkel. Giver det voldsomme smerter, er det nødvendigt at tale med en specialuddannet fysioterapeut om fremgangsmåden, for at få startet den gode cirkel.

 

Hjælp til selvhjælp er utroligt vigtigt, og det handler om at tage ansvar for de signaler kroppen sender, og så gøre noget ved det. Tag ansvar og tag det første skridt, for at starte den gode cirkel, og gør noget godt for dig selv og dine nærmeste;-)

På klinikken ser jeg mange kvinder og mænd der alle har ubalancer og spændinger i underlivmuskulaturen, med smerter til følge. Jeg tilbyder en kombinations behandling, som kommer hele vejen rundt om bækkenet. dvs. udspænding af overspændte muskler, og afspænding af bindevæv på mave ryg og balde region, undervisning i sammenhængen mellem stress og smertemekanismer, øvelsesterapi mm. Det er min oplevelse at en helhedsorienteret behandling giver bedre resultater. Vil du vide mere om behandling af underlivssmerter her på klinikken tæt på Odense, kan du læse mere om behandling til kvinder her og til mænd her

Dette blogindlæg er udgivet første gang d. 22. sept. 2013. Det er opdateret og udgivet på ny d. 20 juli 2017.