fertilitet

Smerter i forbindelse med sex og problemer med fertilitet!

 

Den anden dag fik jeg en mail, som gjorde mig glad og utrolig taknemmelig.

Mailen kom fra en kvinde, der for over 2 år siden kom i min konsultation. Hun er i starten af 30’erne, og hun kommer til mig pga. spændinger i underlivsmusklerne, der resulterer i smerter i forbindelse med samleje.

Jeg arbejder som gynobs fysioterapeut med mange kvinder der har underlivssmerter, og har i det sidste år taget en del kurser med fokus på underlivssmerter og infertilitet. Jeg har allerede nu konstateret at en del kvinder bliver gravide efter manuel behandling og øvelser rettet imod underlivet muskler og organer. Den søde mail jeg modtog  gav mig lyst til, at sætte mere fokus på emnet og gøre opmærksom på hvad manuel fysioterapi i underlivsregionen kan udrette.

Når man har fundet manden i sit liv, og gerne vil have børn, så kan det være et ret stort problem at have smerter i forbindelse med sex.  Lige nøjagtig denne problematik ser jeg flere og flere kvinder  med i min klinik. Det er kvinder i 20’erne og 30’erne, der har så mange smerter at de kan have svært ved at gennemføre et samleje.

Hjælpen findes heldigvis, og kvinden bag denne mail fik 3 konsultationer. Jeg er derfor overvældet og taknemmelig over at få denne mail, og finde ud af hvor stor en betydning de 3 konsultationer har haft for hendes liv;-)

Hun skriver:

Hej Dorte,
Jeg gik til behandling hos dig i efteråret 2012, fordi jeg spændte utroligt meget i mit underliv og derfor havde mange smerter i forbindelse med samleje.

 

Da jeg først kom til dig, fortalte du mig, at jeg bestemt ikke er den eneste, der er i den situation, og at det var noget, der kunne løses.

 

Min kæreste var utroligt forstående og tålmodig, og selvom der gik lang tid, førend jeg virkelig lærte mig selv at slappe ordentlig af, så er jeg der nu, hvor det rent faktisk fungerer. I så “god” grad, at jeg om en lille måneds tid er sat til at føde vores lille datter. For 2 år siden, turde jeg ikke håbe på, at det kunne lykkedes, men takket være din hjælp, så er vi nu i de lykkeligste omstændigheder :) Det vil jeg gerne sige dig 1000 tak for.

 

Jeg har været rigtig glad for den behandling, du tilbød og jeg har faktisk fortalt meget åbent om det, fordi jeg kan mærke, at det hjælper mig at være ærlig omkring sitautionen. Og tænk sig, flere af dem jeg snakker med, oplever faktisk det samme, som jeg gjorde dengang. Jeg har netop i dag henvist en kollega til dig. Jeg har også drengevenner, som har partnere, der lider af det samme. Men folk har svært ved at snakke om det – det havde jeg jo også dengang, fordi jeg troede, at det bare var mig, der var noget galt med.

Jeg gav dine informationer videre til både min psykolog og min læge dengang, så de kan henvise andre til dig og den behandling, du tilbyder. Jeg håber, der kommer mere fokus på området, så vi kvinder ikke føler, at det er pinligt, eller tabubelagt, men netop kan være åbne omkring det, så vi kan komme i behandling og ikke gå så mange år og bare udholde smerten, eller skubbe problemet væk.

 

Nå, men jeg synes bare lige, jeg ville dele min solstrålehistorie, fordi du jo netop er en del af, at det er lykkedes.

 

De varmeste tanker og tak fra

 

Nadia

 

Jeg siger stort tillykke med de lykkelig omstændigheder og er virkelig glad for at en kvinde som Nadia bryder tabuet og snakker om de problemer hun har oplevet. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre anbefaling af det arbejde jeg laver til daglig.

 

Lidt mere om smerter og infertilitet

 

Smerter i forbindelse med sex, kan også være tegn på, at der er andre udfordringer i underlivet.

Det kunne være:

  • Arvævsdannelse i underlivet, pga. underlivsoperationer, kejsersnit, endometriose mm.
  • Underlivsorganer der sidder i en uhensigtsmæssig stilling, med nedsat bevægelighed og nedsat blodgennemstrømning til følge.
  • Det kan også være muskler der er så spændte at de skaber nedsat blodgennemstrømning i hele underlivsregionen.

Sund fertilitetsbehandlingAlle disse udfordringer kan give smerter og kan have en stor betydning for muligheden for at blive gravid.

I en amerikansk undersøgelse af 1392 infertile kvinder, der alle fik manuel fysioterapeutisk behandling, er der overraskende mange der bliver gravide, set i forhold til konventionel behandling med hormoner, insimination og IVF. Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Mange kvinder lever med smerter i årevis, og nogle har også forgæves forsøgt at få hjælp hos læge eller gynækolog. Det er som Nadia skriver utroligt tabubelagt at snakke om smerter i underlivet, og derfor føler mange kvinder sig forkerte, og meget alene med problemet.

Hvis du er en af de mange kvinder der lider af smerter i underlivet, enten i forbindelse med sex, eller på andre tidspunkter, så skal du ikke opgive håbet. Nogle gang er det et kort behandlingsforløb der skal til, og andre gange tager det lidt længere tid, at få afhjulpet de udfordringer der har bygget sig op i underlivsregionen.

Ønsker du at vide mere om behandling af underlivssmerter hos fysioterapeut Dorte Kildegaard kan du læse mere her.

Du er også hjertelig velkommen til at skrive en mail til mig, hvis du har spørgsmål og ønsker afklaring på om et evt. behandlingsforløb kan hjælpe dig.

 

 

Kontakt

Dorte Kildegaard
Tlf: 31 10 06 29
mail: info@dortekildegaard.dk

Klinikadresse:
Rødeledvej 2, Nr. Søby
5792 Årslev
(6 km. syd for motorvejen ved Odense)